Box, at rejse, samling og ild … en bearbejdning af Gorm Spaabæk
Jeg er rejst meget , flere end tyve gange i mit liv , er jeg flyttet.
Noget af sig selv , mister man hver gang.. Og ting bliver smidt ud….. Jeg har ikke meget tilbage fra min barndom ….
Noget af det, der dog alligevel hver gang er flyttet med, er mine tændstikæsker …. Jeg samlede på tændstikæsker som barn og jeg udviklede logiske og fornuftige systemer og ordnede disse æsker i sammenhænge.
Jeg husker stadigt hvordan jeg brugte oceaner af tid, på at ordne alt dette materiale i mapper .. Sidst jeg arbejdede med dem, var da jeg var 18 år ,,, Efter det, har jeg kun flyttet rundt på alle disse mange æsker … Og dem der siden er kommet til, er ikke blevet ordnet og organiseret.
Erfaringer fra alt dette arbejde, er jeg kommet til at bruge som voksen og som billedkunstner .. At undersøge og forstå et givent materiale ved at indsamle og kategorisere, og at formidle et uoverskueligt stof på en logisk og tydelig måde ..
En anden omstændighed, der fylder meget i min barndom, i årene før jeg begyndte i skole er, at jeg legede med tændstikker … Jeg kan stadigt huske den hvile der var, i det bløde lys, der er i den levende ild …. Og jeg elsker stadigt i dag, den ro og det lys der er, i et lejrbål … Og dengang legede jeg med tændstikker bag en halmstak, der så gik ild i … Og ham der ejede halmstakken fik en bøde, fordi han havde placeret halmstakken for tæt opad et stråtækt hus…. Og at det der skete her, var så slemt, at jeg ikke fik nogen straf .
For nogle år siden mødte jeg, til en fest, en gammel mand, der havde haft det meste af sin barndom på et drengehjem .. Han havde leget med tændstikker og i den forbindelse brændt sin onkel og tantes gård af .. . Så ville de ikke have ham boende mere .
Der er ikke mange, man kan tale kvalificeret med, om den slags barndomserindringer .. Det var i hvert fald første gang jeg mødte en .
April .. 2006 ,,
Gorm Spaabæk
English translation by: Karen D`Amico
The box, on a journey, gathering and fire... preparation by Gorm Spaabæk
I am a user of travel. I have shifted more twenty times in my life.
A part of oneself is lost with each shift. Things are left behind, discarded, thrown away... Not much remains from my childhood...
And yet my matchboxes still remain...I collected them in my childhood; assembling, unifying and developing logical, sane systems by arranging and categorising them. I still remember my desire to organize them in my spare time; the assemblages go back to the age of 18. Over the years the boxes have traveled with me, accompanying me with each shift, each move. The collection is ongoing, and those accumulated along the way join the others in the journey, waiting to find their place, be sorted, organized.
I have used these experiences in my adult life and as an artist, this ongoing interest in investigating and comprehending a given material by collecting and categorizing, and to then transmit an incalculable subject in a logical and clear way.
Along with the matchbooks, my fascination with fire goes back from when I was a young child, even before starting school. I still remember the contentment I found in the soft, flickering light, the seduction of fire. And I still love it, that sense of peace and pleasure that emanates from the light of a campfire. As a child I played with matches behind a cartload of straw, which then caught fire. The man who owned the cartload of straw got a fine for having placed it too near a thatched house. It was pretty disastrous but I was not convicted.
Some years ago at a party I met an old man who had spent his childhood in a home for boys. He had played with matches and had burned down the farm belonging to his uncle and aunt. They sent him away to live in the boy’s home because they didn’t want him around after that. I felt very connected with him, these two childhood experiences a sort of bond between us.
There are very few instances when one can have a meaningful exchange about childhood memories of that kind, where the connection runs deeper than the experience. At least that was the first time I met one.
Gorm Spaabæk
April.. 2006,,